Driftig apoteker ude i kulden

Apotekeren i Uldum er smidt ud af den største indkøbs-kæde for apoteker, fordi han samarbejder med Matas. Tabte rabatter koster ham 380.000 kroner om året, og han kalder det afpresning.

Apotekeren i Uldum, Danji Bhanderi, er gået til sin advokat, fordi han har fået en e-mail ra A-Apotekets formand, Hanne Bülow. Hun forlanger, at han opgiver samarbejdet med Matas. Ellers kan han ikke købe varer gennem A-Apoteket med fordelagtig rabat. 

Monopolet brudt

Danji Bhanderi er indisk af oprindelse og født i Kenya. Han har fået sin farmaceut-uddannelse i Storbritannien, og nu udnytter han blot en lovændring her i landet, som gør det muligt for ham at sælge recept-pligtig medicin over hele landet.

Det foregår ved, at kunderne bestiller deres medicin i deres Matas-butik, og derefter går bestillingen videre til Uldum, hvor medicinen bliver sendt ud til kunderne.
    
Lovændring - apotekerloven - trådte i kraft 1. juli i år. Den har til formål at fremme konkurrencen blandt apotekerne og bryde apotekernes monopol ved at gøre det muligt at oprette udleveringssteder ikke bare i nær-området, men i hele Danmark.

Flere butikker

Danji Bhanderi siger, han vil modstå presset fra apotekerne, selvom det koster ham mange penge. Nu vil han have opklaret, om A-Apoteket kan smide ham ud af apotekernes indkøbs- og rabatforening uden at komme på kant med loven.

Uldum Apotek begyndte at levere recept-pligtig medicin til Matas i Vejle, Lyngby og Vordingborg. Siden er samarbejdet udvidet til Matas-butikker i København, Charlottenlund, Helsingør, Espergærde, Roskilde, Odense, Middelfart og Aarhus.