Drikkevand forurenet i Rejsby

For høje kimtal i drikkevandet fra Rejsby Vandværk fik mandag Tønder Kommune til at udsende opfordring om at koge vandet før madlavning eller personlig hygiejne.

- Vi kender endnu ikke præcist forureningens beskaffenhed, men vi ved med sikkerhed, at der ikke er tale om noget livstruende, siger miljømedarbejder Niels Ole Baecher fra Tønder Kommune. Situationen er ikke alarmerende. Men da der er konstateret for høje kimtal, anbefaler vi for en sikkerheds skyld at koge vandet.

Kimtal er et udtryk for bakterieforekomst i drikkevandet.

Vandværket arbejder med problemet. Der tages nye vandprøver i løbet af ugen. Men indtil vandkvaliteten er god nok, bør forbrugerne under Rejsby Vandværk passe på.

 

Hvad kan vandet bruges til?

Herunder følger en liste over, hvornår vandet anbefales kogt, og hvornår
det kan bruges, som det er.

Madlavning
· Til drikkevandsbrug (inklusiv kaffe, te, saft mm.) skal vandet altid
koges

· Grønsager og frugt, der skal spises rå, skylles i afkølet kogt vand

· Kartofler, grønsager, spaghetti mv., der koges mindst 1 min. inden det
spises, tilberedes som sædvanligt, fordi bakterierne dør efter et minuts
kogning

Personlig hygiejne

· Tandbørstning skal ske med kogt vand

· Vandet kan godt bruges til bruse- og karbad, hvis det ikke kommer i
munden

· Hænderne kan vaskes som sædvanligt, men før madlavning bør hænderne vaskes i kogt, afkølet vand

Opvask

· Opvaskemaskine bruges som sædvanlig

· Opvask i hånden skal foregå med kogt vand, da der kan ske smitte via
hænder eller genstande

· Rengøring

· Køkkenborde, køleskabe og lignende overflader, der kommer i kontakt
med madvarer, skal rengøres i kogt vand. Rengøringsklud lægges til
vask efter brug

· Rengøring af overflader, der normalt ikke kommer i kontakt med
madvarer, kan foregå som normalt

Tøjvask

· Hvis vandet er klart og farveløst, kan det godt bruges til maskinvask.