Driller hørelsen risikerer du at vente to år på hjælp

Region Syddanmark har de længste ventetider, hvis hørelsen ikke lige er, hvad den har været, og du har brug for hjælp. Det er selvom, regionen har haft stor fokus på området.

Bøvler du med hørelsen, risikerer du at vente i meget lang tid på hjælp, hvis du bor i Region Syddanmark. Her er ventetiderne på et høreapparat de længste i hele landet.

Det er til trods for stort fokus på området og etableringen af en regional høreklinik i Sønderborg.

Patienter tilknyttet Sygehus Sønderjylland skal vente 52 uger, mens ventetiden i Esbjerg området er 60 uger. Allerlængst er ventetiden på Sygehus Lillebælt i Vejle. Her skal patienter vente 123 uger – altså over to år.

Der skal ske noget drastisk, mener sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen i Region Syddanmark.

- Jeg vil som sundhedsudvalgsformand bede administrationen om at fremlægge en plan for, hvad der skal til for at sænke ventetiderne. Jeg noterer mig, at alle regioner har udfordringer på området, og at der ikke er én let løsning på problemet, men noget skal der gøres, siger Poul-Erik Svendsen i en pressemeddelelse.

Region Syddanmark har de allerlængste ventetider. I Region Midt, Sjælland og Hovedstaden er ventetiden på mellem 37 og 85 uger ventetid. I Region Nordjylland er den mellem 4 og 65 uger.

Ventetider i Region Syddanmark

  • Sydvestjysk Sygehus - 60 ugers ventetid 
  • Sygehus Lillebælt - 123 ugers ventetid 
  • Odense Universitetshospital - 121 ugers ventetid 
  • Sygehus Sønderjylland - 52 ugers ventetid 

Ny klinik og stort fokus har ikke sænket ventetiden

I foråret 2017 oprettede regionen en ny høreklinik, som skulle hjælpe på ventetiden. Målet var, at ventetiden skulle ned under tre måneder. Men det har været svært at rekruttere audiologi-assistenter, som foretager undersøgelser og kontroller.,

- Vores initiativ med at oprette en regional høreklinik har desværre ikke den ønskede effekt og kan ikke alene løse ventetidsproblemerne for alle regionens høreklinikker. Vi kan konstatere, at ventetiderne til høreundersøgelser af forskellige årsager ikke falder. Det skal vi naturligvis reagere på, siger sundhedsudvalgsformanden.

Et af svarene på, hvorfor ventetiden er så høj, skal findes tilbage i 2017. Her indgik Region Syddanmark en aftale med regeringen om at spare 120 millioner kroner for at få budgettet til at hænge sammen.

På tirsdag den 20. marts mødes sundhedsudvalget, og her står de lange ventetider øverst på dagsordenen.

Høreapparater i Region Syddanmark:

  • Region Syddanmark gennemførte i 2017 omkring 10.000 patientforløb i forhold til høreapparatbehandling.
  • Region Syddanmark er sammen med Region Nordjylland den region, der udleverer flest høreapparater pr. 1.000 indbygger.
  • I 2017 udleverede Region Syddanmark næsten 20.000 høreapparater svarende til 40 millioner kroner.