Drøfter akutbils fremtid

Akut-udvalget under Region Syddanmark drøfter torsdag, hvad der skal ske, når forsvaret ikke kan dække Oksbøl-området med akut lægehjælp. Måske bliver regionen nødt til at overtage opgaven?

- Vi ved jo ikke, om forsvars-forhandlingerne på Christiansborg ender med, at infirmeriet i Oksbøl bliver nedlagt, siger formanden for udvalget, Thyge Nielsen (V) til TV SYD. Så bliver det op til os at tilbyde en akutbil til området.

Midliertidig aftale

Forsvaret meddelte i marts, at militærlægerne og -ambulance ikke er til rådighed 72 dage i år. Bl.a. 23 dage i juli-august.

Derfor indgik regionen 3. juli en midlertidig aftale med Falck, som stilede med en akutbil og en paramediciner i den periode, hvor der er mange turister i området.

Afløser-akutbilen var i aktion 42 gange - næste to gange pr. dag. Bl.a. blev en patient med hjertestop genoplivet.

Fremtiden?

Forsvaret har meddelt at de militære beredskab ikke er til rådighed i efterårsferien og omkring jul og nytår. Og næste år skal Region Syddanmark forvente, at infirmeriet vil være lukket et lignende antal dage.

- På mødet torsdag skal vi drøfte, hvad vi gør i efterårsferien, juleferien og næste år, siger Thyge Nielsen. Erfaringerne fra sommerferien viser, at der er behov for en akutbil i området. Den halverer responstiden i forhold til en ambulance fra Varde eller Esbjerg.

- Og så er der jo forsvarsforhandlingerne: De ender måske med, at læge-bemandingen i Oksbøl bliver nedlagt - og så har vi en ny situation, siger Thyge Nielsen.