Drøm om sundhedshus er amputeret

Aabenraa Kommune får kun en ottendedel af de penge, kommunen søgte om. Kolding Kommune mangler stadig penge til lægehus

Sundhedsministeriet vil sende 6.680.000 til Aabenraa Kommune, som ønsker sig et nyt sundhedshus. Men løftet om penge vækker ikke jubel i Aabenraa. Her havde man drømt om mange flere millioner.

quote

Pengene fra staten er ikke nok til, at vi kan sætte projektet i gang

Karsten Meyer Olesen (S), som er sundhedsudvalgsformand i Aabenraa Kommune

- Selvfølgelig er det godt, at vi får penge. Men vi havde søgt om 56 millioner kroner til et stort sundhedshus midt i byen, så pengene fra staten er ikke nok til, at vi kan sætte projektet i gang. Så nu må vi overveje, hvad vi skal gøre, siger Karsten Meyer Olesen (S), som er social- og sundhedsformand i Aabenraa Kommune.

Svært at finde investorer

Han havde ikke regnet med, at kommunen ville få det fulde beløb.

- Der bliver uddelt 200 millioner kroner over hele landet, så det er klart, at ikke alle kan få deres ønsker opfyldt. Men vi er skuffede over beløbet. Det ville være noget lettere at finde andre investorer, hvis vi for eksempel havde fået 20 eller 25 millioner fra staten, siger Karsten Meyer Olesen.

Skulle tiltrække læger

Han synes ellers, kommunens projekt giver mening.

quote

Vi er en af de kommuner, hvor der vil komme til at mangle læger

Karsten Meyer Olesen (S), som er sundhedsudvalgsformand i Aabenraa Kommune

- Det ville samle nogle gode sundhedstilbud til borgerne. Desuden er vi en af de kommuner, hvor der er mange ældre læger, og der vil komme til at mangle læger. Vi har håbet, at et nyt sundhedshus kan tiltrække yngre læger, men lige nu ser det svært ud at realisere projektet, siger Karsten Meyer Olesen.

Christiansfeld får lægehus - måske

Heller ikke i Kolding Kommune er der jubel efter Sundhedsministeriets uddeling af penge. Kolding Kommune får knap 10 millioner kroner til at bygge et nyt lægehus i Christiansfeld.

quote

Nu er spørgsmålet, om vi kan finde resten af pengene gennem fonde, eller vi skal gå i gang med et billigere projekt

Karina Lorentzen (SF), formand for sundhedsudvalget i Kolding Kommune. 

- Vi vil gerne have et lægehus, så vi kan sikre, at borgerne ikke får langt til praktiserende læger i fremtiden. Det er jo godt, at vi får 10 millioner, men vi havde søgt om 16 milloner kroner til projektet. Så nu er spørgsmålet, om vi kan finde resten af pengene gennem fonde, eller vi skal gå i gang med et billigere projekt, siger Karina Lorentzen (SF), som er formand for sundhedsudvalget i Kolding Kommune.