Dronning Margrethe kommer til Varde

Den 5. april kommer H.M. Dronningen til Varde. Her skal dronningen indvie og overrække en fane til Hærens Efterretningscenter.

Der venter et nyt royalt besøg i Varde, når H.M. Dronningen 5. april besøger Varde og deltager i en parade på Varde Torv.

Årsagen er oprettelsen af Hærens Efterretningscenter, der har været placeret i Varde siden 1. marts 2014.

Efter paraden på torvet besøger dronningen Hærens Efterretningscenter på Varde Kaserne, hvor hun skal møde soldater, der demonstrerer det materiel, de anvender til deres opgaver.

Det royale besøg glæder soldaterne i Varde.

- Det er en stor ære for Hærens Efterretningscenter at få en kongeligt indviet fane overrakt af Hendes Majestæt Dronningen, siger oberst Birger Mejlholm fra Hærens Efterretningscenter i en pressemeddelelse.

Oprettelsen er noget ganske særligt, fordi det er første gang siden 1951, at der bliver oprettet en ny tjenestegren i Forsvaret.

Dermed venter der borgerne i Varde hele to royale besøge de kommende måneder. Den 3. og 4. juni besøger dronningen også Varde i forbindelse med det royale sommertogt.