Dronning sættes ind i kampen mod vold mod kvinder

Dronning Dagmar hylles i orange lys på FN’s internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.

Klokken 16 søndag eftermiddag – samtidig med at mørket begyndte at sænke sig over Ribe – blev der sat lys på statuen af Dronning Dagmar i Ribe. Et varmt, orange lys som i 16 dage frem skal omslutte den folkekære dronning, der døde i Ribe i 1212. Et lys, som skal minde om et problem, der ikke vil blive mindre: Vold mod kvinder.

quote

Generelt bliver der mindre vold i samfundet, men når det gælder kønsrelateret vold, så er det et problem, der desværre ikke er blevet mindre.

May Lise Hegrand, initiativtager, Soroptimist International i Ribe.

Søndag den 25. november er FN’s internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder. Men der er ifølge May Lise Hegrand langt igen før målet om at afskaffe vold mod kvinder er nået.

- Generelt bliver der mindre vold i samfundet, men når det gælder kønsrelateret vold, så er det et problem, der desværre ikke er blevet mindre, siger May Lise Hegrand, som er medlem af Soroptimist International i Ribe til TV SYD.

Soroptimist International er en verdensomspændende organisation bestående af kvinder i erhverv. Gennem projekter arbejder organisationen for at fremme og forbedre menneskerettigheder og kvinders status.

Det er May Lise Hegrand, der har taget initiativ til at sætte orange lys på statuen af Dronning Dagmar. Projektet får økonomisk støtte fra Esbjerg Kommune.

Den orange farve er den internationale farve for FN-kampagnen ”Stop vold mod kvinder”, som løber frem til den 10. december. Tidligere har blandt andet den lille havfrue i København været hyllet ind i orange lys. Nu kommer fænomenet til Ribe.

16 orange dage 

quote

Vi må være der til at hjælpe disse kvinder og hjælpe dem videre – men vi skal også være der for at hjælpe de mænd, der udøver volden.

May Lise Hegrand, initiativtager, Soroptimist International i Ribe.

- Jeg håber, at det orange lys vil minde folk om, at det ikke nytter at lukke øjne og ører, når man bliver vidne til den vold, kvinder udsættes for, siger May Lise Hegrand.

- Vi må være der til at hjælpe disse kvinder og hjælpe dem videre – men vi skal også være der for at hjælpe de mænd, der udøver volden. De fleste har selv været udsat for vold i hjemmet, og mange af dem har svært ved at leve op til idealet om at være den ”stærke mand”. De lider ofte af mindreværd og ensomhed, og så bruger de magt for at hævde sig, siger May Lise Hegrand.

Statuen af Dronning Dagmar vil være indhyllet i det orange lys i 16 dage fra den 25. november og frem til den 10. december, som er international Menneskerettighedsdag.