Dronningen så på guldskat og Fabergé-æg

Dronning Margrethe og prinsesse Benedikte var torsdag eftermiddag på to private museumsbesøg. På Koldinghus så de på Fabergé-æg og på Sønderskov så de guldskatten.

Kongehuset har selv udlånt flere værker til udstillingen på Koldinghus. Den så dronningen i øvrigt også i forbindelse med sit sommerbesøg i Varde tidligere på måneden.

På Koldinghus spiste regenten og hendes søster frokost med museets direktør Thomas Thulstrup, som også ledsagede dem til udstillingen.

Efter besøget på Koldinghus kørte de kongelige til Museet på Sønderskov. Her er den nyligt fundne guldskat udstillet.

- Dronningen så guldskatten. Men hun var også interesseret i en rundvisning i hele huset, hvor hun ikke har været før, fortæller museumsleder Bo Ejstrud til TV SYD. Og hun var meget begejstret for huset.

Museumslederen blev kontaktet tirsdag fra hoffet om, at regenten ønskede et privat besøg.

- Dronningen og hendes følge var her en times tid, fortæller Bo Ejstrud til TV SYD.

- Dronning er jo meget arkæologisk vidende, så hun var helt opdateret på guldskatten. Så hun havde flere generelle spørgsmål til museet.

For et par uger siden var dronning Margrethe på et lignende privat besøg på Kongernes Jelling. Her var hun et par timer.