Dronningen til Aabenraa på tirsdag

Dronning Margrethe og prinsgemalen ankommer på tirsdag kl. 10 til Aabenraa Havn, hvor der er officiel modtagelse. Regentparret indleder deres sommerferieophold på Gråsten Slot.

Kongeskibet lægger til ved Ro-Ro-terminanen på Sønderjyllandskajen.

Regentparret modtages som sædvanlig af statsforvaltningsdirektør, stiftamtmand Ninna Würtzen og borgmester Tove Larsen.

Med i modtagelseskomiteen er også 1. viceborgmester Jørgen Witte, byretspræsident Karen Thegen, politidirektør Jørgen Meyer, oberstløjtnant Viggo Ravn, oberstløjtnant Jens Peter Rasmussen, kommunaldirektør Niels Johannesen og havnechef Niels K. Kristiansen.

Linnea Ravn Johannsen, elev i den kommende 2. klasse på Kongehøjskolen i Aabenraa, er udpeget til at give dronningen den obligatoriske blomsterbuket.

Ved modtagelsen deltager også Aabenraa Skyttelaug, Faneborg med lokale soldaterforeninger og Aabenraa Brass Band, der spiller "Kong Christian" ved ankomsten.