Familiepsykolog til forældre: Drop den dårlige samvittighed over for lidt tid med børnene

Mere tid med sine forældre er det tredje vigtigste parameter for at få et godt liv, mener et børnepanel bestående af 200 6. klasses-elever. Det overrasker ikke en familiepsykolog, der opfordrer forældre til ikke at have dårlig samvittighed.

Næsten tre timer. Det er, hvad mødre i gennemsnit brugte om dagen i 2018 på at være sammen med deres børn. Fædrene brugte to timer og 15 minutter. Det viser tal fra en undersøgelse fra 2018, Rockwool Fonden står bag.

quote

Vi gør det så godt, vi kan.

Charlotte Diamant, familiepsykolog

Netop børnene har TV2 og de otte TV2-regioner haft fokus på i uge 41. 6. klasses-elever, fordelt over hele landet, ønsker mere tid med deres forældre. Udmeldingen fra børnene i den alder overrasker ikke Charlotte Diamant, familiepsykolog.

- Der er så mange ting, der sker i børnenes hverdag i dag, og derfor har børnene brug for et anker. Det anker kan være en voksen, som er med til at få ro på. Det tænker jeg, børnene savner, siger hun.

Charlotte Diamant, familiepsykolog, mener ikke, forældre skal have dårlig samvittighed over for lidt tid med deres børn.
Charlotte Diamant, familiepsykolog, mener ikke, forældre skal have dårlig samvittighed over for lidt tid med deres børn.
Foto: Tv2 Lorry

Ingen dårlig samvittighed

Familiepsykologen ved godt, at det kan være svært for forældrene at få mere tid med børnene, når der både er fritidsaktiviteter og lektier.

- Vi forældre bærer alle sammen rundt på en dårlig samvittighed, som vi bare ikke kan komme af med. Vi gør det så godt, vi kan, og mere kan vi ikke forlange af os selv, siger Charlotte Diamant.

Hun mener ikke, alle forældre er perfekte, og frygten for den dårlige samvittighed må ikke overtage, for det hele skal nok gå alligevel.

Børnenes Danmark

Hvordan ser dagens Danmark egentlig ud, hvis man ser det fra børnehøjde?

Uge 41 har TV2 og de otte regionale tv-stationer fokus på Børnenes Danmark.

Folkeskolereform, minimumsnormeringer og nationale tests fylder meget, men hvad er børnene optaget af?

Et børnepanel, bestående af 6. klasseselever fra hele landet, forsøger at give et indblik i, hvordan det er at være barn i 2019 og hvilke bekymringer, der kan være.