Irriteret højskoleforstander: Dropper nyt tag på grund af besparelser

Et årligt sparekrav på to procent over fire år irriterer forstanderen på Rødding Højskole. De penge kunne han godt bruge på nyt tag og maling.

Kursister tjekker ind på Rødding Højskole året rundt. Pengene tjekker også ind, men hvert år skal højskolen spare to procent, fordi regeringen i 2016 indførte et omprioriteringsbidrag på kulturområdet.

I den forrige valgkamp havde Socialdemokratiet dog andre planer for bidraget. De årlige to-procent-besparelser skulle sløjfes. Nu har tonen fået en anden klang. Den nye socialdemokratiske regering åbner for, at besparelserne fortsætter på finansloven i 2020.

Den besked falder ikke i god jord hos forstander på Rødding Højskole Mads Rykind-Eriksen.

- Generelt synes jeg det er en ærgerlig udmelding. Omprioriteringsbidraget kan være acceptabelt i 1-2 år, men derefter gør det ondt. Det irriterer mig, hvis det fortsætter over flere år, siger han.

quote

Det irriterer mig, hvis det fortsætter over flere år.

Mads Rykind-Eriksen, forstander, Rødding Højskole

Øget antal kursister

Besparelserne kræver, at skolen graver midlerne op på andre måder, og de overvejelser har forstanderen gjort sig.

- Vi bliver nødt til at øge antallet af kursister for at få pengene fra et andet sted, men for andre højskoler kan det være vanskeligt, siger Mads Rykind-Eriksen.

Kursisterne på Rødding Højskole opholder sig alt fra en uge til et halvt år på skolen.

Sparer på renoveringen

Sparekravet om de to procent over fire år giver visse spørgsmål for forstanderen. For hvor skal sparekniven skære? Det bliver ikke på højskolens undervisere, og derfor vælger Mads Rykind-Eriksen vedligeholdelsen.

- Vi har et kæmpe renoveringsefterslæb. Vi vil gerne renovere skolen, men når vi skal spare to procent over fire år, så bliver det på renoveringen. Jeg vil dog hellere bruge pengene på nyt tag, maling til vinduer og renovering af bad og toilet. Renoveringen kræver fokus, for at vi kan være konkurrencedygtige, siger han.

Rødding Højskole er grundlagt i 1844. Skolen var den første i Danmark.