Du slipper for licensen

Fremover skal du ikke betale licens til Danmarks Radio og til TV2 regionerne, blandt andre TV SYD.

Regeringen og Dansk Folkeparti er fredag nået til enighed om rammen for DRs økonomi de kommende fem år.

DRs budget beskæres med 20 procent i perioden, og medielicensen bortfalder. I stedet finansieres DR over skatten via et lavere personfradrag, fortæller aftaleparterne Regeringen og Dansk Folkeparti.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu får fokuseret DR 20 procent over fem år. Det er en massiv fokusering af DR, og det er den brændende platform, jeg tror, der skal til for, at DR kan gentænke sig selv som en stærk kulturinstitution, sagde kulturminister Mette Bock, (LA) ,foran Finanministeriet fredag.

quote

Sortseerne kommer til at betale regningen, og det er jo sådan set også retfærdigt.

Kristian Jensen, (V), finansminister

Aftalen medfører forskellige gevinster for de fleste danskere på nær sortseerne, der ikke længere kan undslippe sig at betale for public service.

- Sortseerne kommer til at betale regningen, og det er jo sådan set også retfærdigt. Det uretfærdige ved den nuværende model har også været, at uanset, hvor stor husstanden har været, så har man betalt det samme i licens. Derfor har enlige betalt forholdsvis mere, og nu får vi så et mere socialt afbalanceret betaling, sagde finansminister Kristian Jensen, (V),ved dagens pressemøde på Christiansborg.

Det vurderes, at mellem 250.000 til 300.000 husstande i dag ikke betaler licens. 

I stedet for en licensregning på 2.343 kroner om året slipper enlige fremover med 1.242 kroner i licens, altså en besparelse på 1.100 kroner om året.

Fredagens aftale er den økonomiske ramme for et kommende medieforlig. Regeringen ventes om kort tid at præsentere et samlet udspil til medieforlig. Derefter vil regeringen forhandle med de øvrige partier i Folketinget.