Dumpede skoleelever får en chance mere

Folkeskoleelever fra Sønderborg, der ikke har bestået folkeskolens afgangsprøve, får i disse dage en chance mere på Fagbooster-camp.

Ti unge fra Sønderborg bruger i denne uge ferien på intensive dansk- og matematikkurser på Fagbooster-camp. Kurset er for unge, der endnu ikke har bestået fagene i folkeskolen. Håbet er, at de kan blive optaget på den erhvervsskole, de så gerne vil ind på.

Flere steder landet over er der i løbet af sommeren fagbooster-camps for unge, der gerne vil bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik, men til trods for at der ikke er mange tilmeldte, ser kurserne ud til at være en succes.

- Prøveresultaterne viser, at alle ti unge fra Sønderborg står til at bestå optagelsesprøven. Vi er nu på 7. dagen af de i alt 12 dage, hvor de unge er på fagboostercamp, så det er positivt, siger Morten Lund, der er Leder af fagboostercamp for Sønderborg Kommune.

Morten Lund ville dog ønske, at flere unge tilmeldte sig muligheden for at bestå eksamen.

- Der er jo helt klart nogen, som ikke er blevet tilmeldt camps'ene, som kunne have brug for det, når vi nu fra statistikkerne ved, at mange flere unge ikke har bestået de to første optagelsesprøver.

Fagbooster-camp'en for eleverne fra Sønderborg slutter fredag d. 31. juli.