Dykker chokeret: Dykkerlygte forsvandt i et lag af slam og død

Berit Kloster Ipsen var vidne til en død havbund, da hun dykkede i Lillebælt tilbage i august. Nu skriver hun et opråb på Facebook for at gøre opmærksom på problemet.

Opdateret: Citaterne fra DTU er blevet fjernet.

Dødt. Alt var simpelthen dødt, da Berit Kloster Ipsen dykkede i Lillebælt den 3. august 2019. Sammen med Dykkerklubben Aktiv sank Berit Kloster Ipsen ned i Lillebælts golde dyb.

Det syn, der mødte hende, var hun dog ikke forberedt på. I et Facebook-opslag fra den 18. september på Facebook-gruppen Hjælp Lillebælt skrev Berit Kloster Ipsen:

- Det var mildest talt en chokerende oplevelse. Bunden var død. Den var som en svamp, hvor det boblede op af. Der var intet liv.

Da Berit nærmede sig bunden, undersøgte hun den nærmere. Bunden var ikke sig selv. Hverken da hun kiggede på den eller rørte ved den.

- Jeg rører bunden, og det er bare sådan noget sort støv, men selve bunden føltes som en slimet rådden svamp - meget ubehageligt. Vi lod også en lygte synke ned i bunden, og den forsvandt helt med snor og alt.. det er et tykt lag af slam, bare død....

Dykker er bekymret

Havets ringe tilstand er noget, der ligger Berit Kloster Ipsen meget på sinde. Faktisk så meget at hun bliver helt ked af det.

- Jeg har personligt aldrig oplevet noget lignende... og det fylder mig med tristhed. Jeg læser nu beretninger om, at det spreder sig overalt, og det er intet mindre end bekymrende, skriver Berit Kloster Ipsen i sit Facebook-opslag.