Dyrkede hamp i skjul på majsmark

Kriminelle har forsøgt at dyrke hampplanter i skjul af høje majsplanter på en mark på Bøgvadvej ved Egtved. Politiet har nu høstet hampen, som formentlig har et højt indhold af THC - også kendt som cannabis.

Marken er forpagtet af Kurt Johansen, formand for Jysk Kvæg. Og han er overrasket.

- Hverken jeg - eller politiet - har nogensinde oplevet sådan noget, siger han til TV SYD.

Naboer driller

Majsen har skygget lidt for hampen, så de fleste planter var ikke ret store. Men der var også enkelte planter, som havde stået i en lysning, som var pænt store.

Til Jydsk Landbrugsrådgivnings hjemmeside fortæller Kurt Johansen, at han bliver drillet af naboerne:

- De spørger mig, om det virkelig går så skidt i kvægbruget, at jeg er nødt til at dyrke hamp som efterafgrøde, griner han.

Dreveet frem inden døre

Hampplanterne er formentlig drevet frem inden døre, for de kan tidligst være plantet ud i marken efter den seneste radrensning i majsen i juni måned.

- Man må da sige, at det er smart. Majsen er et godt skjulested, så hampplanterne stod jo sikkert og godt. Fremover vil jeg nok holde lidt mere øje med, om der lusker folk rundt i mine marker, siger den østjyske kvæglandmand.

Krybskytter

Det var en jæger, der observerede to mænd i majsmarken. Han antog, at det kunne være krybskytter og råbte dem an. De to mænd løb ind i majsen og forsvandt kort efter i en bil.

De to mænd har uden tvivl været i gang med at høste hampen, og under flugten tabte de flere planter på en meters højde.

Landbetjent Stig Svendsen, Egtved, har aldrig tidligere oplevet at hamp dyrkes i skjul mellem majs.

- Nogle af planterne var store og kraftige og har formentlig en høj værdi af THC, som er det euforiserende stof i planten, forklarer han til Jydsk Landbrugsrådgivning. THC står for tetrahydro-cannabinol.

Fundeet sættes muligvis i forbindelse med en anden sag om et skunklaboratorium på egnen.

Fakta:

Hamp kan lovligt dyrkes som vildtpleje.

Hamp må ikke udsås i renbestand men gerne i blandinger. Der må kun udsås godkendte sorter, som er kendetegnet ved et lavt THC-indhold.