Dyster fremtid: 11 handelsbyer truet

I dag har 17 byer i Syd- og Sønderjylland status som "handelsby", men i 2030 vil der kun være seks eller 10 tilbage.

Det er Institut for Center-Planlægning (ICP), der i en ny rapport tegner et dystert fremtidsscenarie for flere af de syd- og sønderjyske handelsbyer.

Ifølge ICP vil der i bedste fald stadig være 10 af de nuværende 17 handelsbyer tilbage i hele Syd- og Sønderjylland, når vi når frem til 2030.

En handelsby defineres som en by, der har et bredt udvalg af udvalgsvarebutikker – det vil sige herre- og dametøjsbutikker, skobutikker, isenkræmmere, boghandlere, butikker med elektronisk udstyr og lignende. Udvalget af butikker skal være så bredt, at man som kunde ikke behøver forlade byen for at købe de ting, man har behov for.

quote

Service og rådgivning er noget af det, de fysiske butikker skal overleve på. Det er svært at give den slags services på nettet.

Per Nyborg, administrende direktør, Institut for Center-Planlægning

Rapporten fra ICP opererer med to scenarier.

I det bedste scenarie mister ”kun” syv af de nuværende 17 handelsbyer deres status som handelsbyer.

Det er Hedensted, Billund, Grindsted, Ølgod, Varde, Bramming og Ribe, der ifølge ICP først vil miste så mange butikker til nethandlen, at byerne ikke længere kan kalde sig handelsbyer.

Disse byers status er alvorligt truet, hvis CPI’s forudsigelser, om at 30 procent af danskernes indkøb (dagligvarer undtaget) i 2030 vil være flyttet over på nettet, holder stik. I dag gør danskerne ca. 20 procent af deres indkøb på nettet.

Kun én handelsby tilbage i Sønderjylland

Endnu værre går det, hvis det mest pessimistiske scenarie bliver til virkelighed. CPI vurderer nemlig, at der er en reel risiko for, at hele 50 procent af danskernes indkøb flytter over på nettet, og så vil også byer som Haderslev, Aabenraa, Tønder og Vejen miste så mange butikker, at de ikke længere kan kalde sig handelsbyer.

Dermed vil Sønderborg være den eneste reelle handelsby i hele Sønderjylland.

I det scenarie vil også Horsens, Vejle, Fredericia, Kolding og Esbjerg overleve som handelsbyer.

E-handel kan redde butikker

- Det er dog ikke det værste scenarie, vi tror mest på, siger administrerende direktør Per Nyborg for ICP til TV SYD.

- Det vi kan se, når vi rejser rundt i kommunerne, er, at der er et stigende antal fysiske butikker, der vælger at etablere en onlinehandelsplatform sideløbende med den fysiske butik, og det er ét af de tiltag, butikkerne er nødt til at tage, hvis de skal overleve, siger Per Nyborg.

quote

Det er de små og enkeltstående butikker, der har sværest ved at etablere sig med en online-platform, og derfor er de mest truet af udviklingen.

Per Nyborg, administrende direktør, Institut for Center-Planlægning

Ifølge Per Nyborg skal butikkerne desuden blive stærkere der, hvor nethandlen har sit svage punkt:

- De skal være gode til at yde service og til at give kunderne rådgivning om de produkter, de sælger. Det er noget af det, de fysiske butikker skal overleve på. Det er svært at give den slags service på nettet, men det kan de fysiske butikker, siger Per Nyborg til TVSYD

Allerede nu har 40-50 procent af de fysiske butikker lavet onlinehandelsplatforme. Det er især kædebutikker, der tilbyder kunder mulighed for at handle hos dem over nettet, mens enkeltstående butikker har det sværere.

Det skyldes ifølge Per Nyborg, at det både er dyrt og tidkrævende at etablere og drive en online-platform.