E-boksbrugere skal også have digital postkasse

Fra 1. november i år skal alle med en internetforbindelse i hjemmet have en digital postkasse på borger.dk til post fra og til det offentlige.

Det gælder også de fire millioner danskere, som i forvejen har en e-boks.

Kommunerne har kastet sig ind i en intern konkurrence for at få flest mulige til at oprette en digital postkasse. Der er nemlig lang vej igen.

Foreløbig har kun 30,4 procent af danskerne den obligatoriske postkasse.

Erfaringerne fra Sønderborg Kommune viser, at det især er aldersgruppen mellem 15 og 25 år, der hænger i bremsen.

Det er lovpligtigt at have en digital postkasse fra 1. november, hvis man er normalt fungerende og har en internetforbindelse.

De mange millioner bruger af e-boks kan stadig få post fra det offentlige i deres e-boks. De skal dog alligevel tilmelde sig digital post inden 1. november. Ellers vil det ske automatisk.

Posten kan samles

E-boks A/S er teknisk operatør på digital post, så de to systemer kan arbejde sammen. Det betyder, at man kan vælge at se sin post fra e-boks i den digitale postkasse eller i e-boksen. Altså behøver man kun at hente sin post et sted.

E-boks og digital post er teknisk set den samme postkasse. Den har blot to indgange.

Private firmaer som for eksempel banker, sender ikke automatisk breve til digital post, som det er tilfældet med e-boks, men med både en e-boks og en digital postkasse, kan man få både offentlig og privat post i den samme postkasse.

I Sønderborg kører medarbejderne ud til indkøbscentre for at få flere til frivilligt at tilmelde sig digital post, inden de bliver tvangstilmeldt.

Borger.dk besvarer de fleste spørgsmål om den digitale postkasse, og her kan man også tilmelde sig.

Digital post på borger.dk