EfB’s bestyrelsesformand: Jonas er ikke den rette profil

Det var uenighed om spillestil og ledelsesstil, som var den mest markante årsag til, at Jonas Dal nu er fortid i Esbjerg fB.

Jonas Dal og Esbjerg fB har torsdag meddelt, at de ikke fortsætter samarbejdet. En beslutning, som blev taget tidligere på dagen, efter parterne holdt et møde.

- Vi havde en samtale med Jonas tidligere på dagen. Her blev vi enige om, at vores veje skilles her. Begge parter gjorde alt, hvad vi kunne, men det ville ikke hjælpe at fortsætte. Vi vil derfor gerne ønske Jonas alt det bedste, siger EfB’s bestyrelsesformand, Kristoffer Jarl Kristensen, om dagens beslutning til TV SYD.

Beslutningen kommer efter en sæson, hvor Esbjerg under Jonas Dals ledelse sluttede på næstsidstepladsen i Superligaen. Holdet var 12 point foran nedrykkerne fra Hobro, hvor Jonas Dal startede sæsonen som cheftræner.

- Vi blev enige om, at spillestilen og ledelsesstilen ikke er det bedste for Esbjerg fB lige nu. Omverdenens krav og pres er ikke til at vente, og derfor har der været behov for at sætte ind på den korte bane, og her er Jonas ikke den profil, der er behov for. Vi var derfor nødsaget til i fælles forståelse at tage den her beslutning, siger Kristoffer Jarl Kristensen om beslutningen.

Spillerne står bag beslutningen

Tidligere i juni var den tidligere Esbjerg-spiller Emil Lyng ude og kritisere Jonas Dals træningsmetoder offentligt. Der var for lidt disciplin og konsekvens, lød kritikken fra spilleren. Jonas Dal afviste dengang kritikken.

Esbjerg fBs bestyrelsesformand bekræfter dog nu over for TV SYD, at spillerne står bag beslutningen.

- Det er klart, at der skal noget til for at få bægeret til at tippe, og spillerne står fuldt ud bag beslutningen om, at Jonas Dal stopper som træner. Samtidig står de bag, at Lars Lungi Sørensen nu tager en tørn, siger Kristoffer Jarl Kristensen.

Spilleren Emil Lyng har givet sin mening om fyringen til kende på det sociale medie Twitter. Her kommer han med følgende syrlige kommentar.

- It was a question of time (Det var et spørgsmål om tid, red.).

Overlevelsestur i sidste uge

Fra onsdag aften til fredag eftermiddag i sidste uge var spillertruppen på overlevelsestur ved Isenvad tæt på Ikast. Her blev samarbejdsevne og fællesskabet udfordret, lyder det på Esbjerg fBs hjemmeside.

Fyringen kommer derudover med under en måned til Superligaens start. En timing, der gør, Esbjerg nu skal arbejde hurtigt for at finde en ny cheftræner før sæsonstart.

- I stedet for at fortsætte ud af den her vej, hvor vi kunne se, det ikke gik, så har vi valgt, at vejene skilles her. Nogen gange kan det være svært at afgøre, hvad der er årsag, og hvad der er virkning, men nu er beslutningen altså taget, siger Kristoffer Jarl Kristensen.