Effekter brændt af i hestetrailer

Politiet efterlyser vidner, som har set, hvem der har forsøgt at brænde nogle effekter af i en hestetrailer på en rasteplads på den gamle hovedvej mellem Vejen og Lunderskov.

Politiet blev alarmeret kl. 23, og brandvæsenet slukkede ild i nogle autostole og kobberledninger, som lå i den efterladte hestetrailer.

Politiet ved ikke, om der er tale om affald - eller om traileren har været brugt som opsamlingssted for tyvekoster.

- Effekterne lå som en sammensmeltet klump bag i hestetraileren, siger vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi. Men vi er interesseret i at høre, om nogen har set personer på rastepladsen, der ligger på den gamle hovedvej, Lunderskovvej, øst for Vejen.

Der skete kun beskeden skade på traileren.