Eflerlyser stadig ejer af død hund

En mindre hund, som blev fundet død i Møllestrømmen i Haderslev, er sendt til obduktion på Landbohøjskolen. Politiet efterlyser stadig hundens ejer.

Hunden blev fundet død i en plastsæk i Møllestrømmen onsdag. Hunden havde halsbånd og en flex-line på. Den bar præg af at have været udsat for en form for vold, som muligvis har dræbt den.

- Vi kan sige, at den ikke er blevet skudt, siger Helle Lundberg fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD. Obduktionen skal vise, om hunden er død ved en hændelig påkørsel eller ved vold. Eller måske er hunden  død ved drukning.

Sagen har været udførligt omtalt i dagspresssen. JydskeVestkysten noterer f.eks., at de har haft 20.000 klik på den historie på hjemmesiden.

- Politiet har fået en snes henvendelser, som vi har undersøgt.  Flere pegede på den samme person, men vi har kontaktet vedkommende, som dog ikke mener, at det kan være den hund, vedkommende har haft.

Det er forbudt selv at aflive sin hund i Danmark. Aflivning skal foretages af en dyrlæge.