Efter 30 år og 1.800 gudstjenester siger Randi farvel

Søndag tog Randi Korsgaard sin præstekjole på for sidste gang, da der blev holdt afslutningsgudstjeneste for hende i Kappel.

60 gudstjenester hvert år i 30 år er overstået i Kappel i Sydslesvig, og nu er det blevet tid til at sige farvel.

I 1988 drog Randi Korsgaard sammen med sin familie fra Djursland til Kappel mod sit første job som præst. Hun var spændt og husker stadig nervøsiteten over, hvad der ventede hende. 

- Jeg har en forventning om at komme til at være en del af et fællesskab hernede, hvor man lever med hinanden på ondt og godt, fortalte Randi Korsgaard dengang til TV SYD.

quote

Det er jo en del af præstegerningen. At man tager det ind under huden. At de bliver mine folk.

Randi Korsgaard, præst, Kappel.

Børn blev en del af jobbet

30 år efter er fællesskabet fundet. Særligt med børnene i sognet, der har fyldt rigtig meget i Randi Korsgaards arbejde.

- Jeg elsker alle børnene. Lige fra dem i vuggestuen til konfirmanderne, og når jeg senere har mødt dem på gaden. Jeg holder utrolig meget af alle mine børn, fortæller Randi Korsgaard i dag til TV SYD.

Samværet med børnene endte for Randi Korsgaard med en tilføjelse til jobbet – salmeforfatter. Evangeliet skulle nemlig gøres forståeligt for de mindste.

- Jeg oplevede hernede, at vores børn ikke kunne synge fra salmebogen. Det var for svære ord, og derfor kom jeg også i gang med at skrive salmer. Så jeg har skrevet et utal af børnesalmer, siger hun.

Randi Korsgaard tilbage i 1988, da hun tiltrådte som ny dansk præst i Sydslesvig.
Randi Korsgaard tilbage i 1988, da hun tiltrådte som ny dansk præst i Sydslesvig.

Præst uden kirke

Børnesalmerne bliver ikke sunget i en almindelig kirke, som vi kender dem i Danmark. I Sydslesvig har Randi Korsgaard aldrig haft en kirke med våbenhus og spir at prædike i. Det er foregået i kirkesale på sognets skoler og i forsamlingshuse.

Antal af kvindelige præster i TV SYD's sendeområde

  • Haderslev Stift: 104 kvindelige præster ud af 187
  • Ribe Stift: 75 kvindelige præster ud af 158

Men for Randi Korsgaard har det ikke haft nogen betydning.

- Guds ord kan lyde hvor som helst. Det behøver jo ikke en stor kirkebygning, tårn og spir. Der, hvor ordet prædikes rent og purt, kan man jo høre det, siger hun.

Hun mener også, at nærheden med sognets borgere er en anden ting, der er forskellig fra landet på den anden side af grænsen.

- Hernede er husbesøg en meget vigtig del af arbejdet. I Danmark tror jeg slet ikke, at der er tid til husbesøg. Her tager vi os tid, fortæller Randi Korsgaard.

- Det er jo en del af præstegerningen. At man tager det ind under huden. At de bliver mine folk.

Selvom Randi Korsgaard nu lægger arbejdet med blandt andre børnene på hylden, er hun ikke færdig med at lege. Hun planlægger nemlig at rydde konfirmationsstuen i præsteboligen og omdanne den til togbane.