Efter 60 år i familien: Bittert farvel til strandhotel.

Efter 91 år er det snart slut med hotellet med havudsigt. De seneste 60 år har familien Frandsen ejet strandhotellet ved Vejers Strand.

Efter 91 år må Vejers Strandhotel lukke ned. For selvom Niels Jørgen og Sigrid Frandsen ejer bygningerne, så er det statens ejendomsselskab Freja, der ejer jorden - og de har planer om at rive bygningerne ned.

Det fortæller ægteparret Frandsen til TV SYD. De har i mange år lejet sig ind ved Naturstyrelsen, som ejede jorden, men nu er jorden blevet solgt selskabet Freja og lejekontrakten opsagt. Det er til stor ærgrelse for parret.

- Hotellet er en institution i Vejers, og sådan en institution kan man ikke bare fjerne med et pennestrøg, siger Niels Jørgen Frandsen.

Ikke desto mindre, er det netop, hvad ejendomsselskabet planlægger.

- Vi ville gerne selv købe jorden, så vi kunne sælge jorden og bygningerne samlet. Vi har haft flere, der var interesserede i at købe bygningerne for fem millioner kroner. Men de vil jo ikke købe bygningerne, hvis de ikke også ejer jorden, de ligger på, siger Sigrid Frandsen.

Nu er Sigrid og Niels Jørgen Frandsen bange for, at de ender med ingenting.

- Det er da bittert, at vi ikke kan få bare lidt for al vores arbejde her, siger Sigrid Frandsen.