Efter to år lukkes tom teltlejr til flygtninge helt ned og fjernes

Efter næsten to år uden beboere fjernes en tom teltlejr nu ved Beredskabsstyrelsen Sydjylland på Vilstrupvej i Haderslev.

Indkvarteringsfaciliteterne i Haderslev har stået klar til at modtage mulige asylansøgere siden fjerde kvartal 2015. Siden sensommeren 2016 har der ikke boet nogen i lejren, der har stået i beredskab, så den med kort varsel kunne tages brug. 

Nu afvikles lejren helt som følge af det faldende antal flygtninge og derfor mindre pres på asylsystemet. Det sker samtidig med, at Udlændingestyrelsen nedlægger to asylcentre på Bornholm. 

I telte og pavilloner har der i Haderslev kunnet indkvarteres 400 flygtninge - men lejren har altså stået tom siden august 2016.

- Nu skal vi have lavet en plan for nedpakningen. Lejren har stået på vores sportsplads - og vi glæder os til at få vores idrætsfaciliteter tilbage igen. Det vil vare det meste af sommeren før alle telte, pavilloner og andre ting er helt væk, siger Allan Kirk Jensen, chef for Beredskabsstyrelsen Sydjylland, til TV SYD.