Efter bombetrussel i Forum Horsens: Politi jagter gerningsmand

Torsdag blev der indtelefoneret en bombetrussel mod Forum Horsens, og politiet evakuerede cirka 2000 personer. Nu leder politiet efter gerningsmanden.

Politiet måtte torsdag rykke til Forum Horsens, da en person klokken 17.50 indtelefonerede en bombetrussel til vagtcentralen. I Forum Horsens blev et musikarrangement afbrudt, og de cirka 2000 personer til arrangementet blev evakueret.

- Folk tog det meget pænt, så det hele forløb stille og roligt, siger Bent Hedeager Nielsen fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Bombehunde gennemsøgte Forum Horsens, og efter fire timer med afspærringer, kunne musikarrangementet fortsætte, da politiet ingenting fandt på stedet. Nu begynder efterforskningen så, hvor politiet forsøger at finde ud af, hvem der indtelefonerede truslen.

- Vi har på nuværende tidspunkt ingen anholdte i forbindelse med bombetruslen, men vi går nu i gang med efterforskningen, siger Bent Hedeager Nielsen.

Forum Horsens direktør, Jørgen Juul, oplevede at folk tog det roligt på trods af bombealarmen. Her kan du se hans reaktion dagen derpå:

 

Sydøstjyllands Politi hører dog gerne fra borgere med oplysninger i sagen. Det kan ske på telefon 114.