TV der bevæger dig

Efter borgmesterdrama: Sådan siger vælgerne på Fanø

- Nu skal de jo lige spise brød til og tænke sig om, siger Chrsitian Fischer. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Der er kommet tvivl om konstitueringsaftalen på Fanø, efter Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste søgte efter en bredere konstituering. Her er tre fannikkers holdninger til situationen.

Kristine Kaas Krog søgte en bredere konstituering, end hun allerede havde fået. Det fik partierne til at tvivle på, om de kunne stole på konstitueringsaftalen, og det skabte også tvivl om, om Kaas Krog skal være borgmester.

Vi spurgte tre fannikker om sagen.

- Nu skal de jo lige spise brød til og tænke sig om. Det er jo bedre, hvis de fik en bredere konstituering med Kristine Kaas Krog som borgmester (Fanø Lokalliste) og Christian Lorenzen (K) som viceborgmester. Så jeg regner med, at når de har sovet lidt på det, så skal det nok gå alt sammen. Det nytter jo ikke noget, hvis der sidder 11 mand, og så kan de seks ikke snakke med de fem, siger Christian Fischer, pensionist.

Læs også Drama på Fanø: Hovedperson forstår ikke uroen

- Jeg synes ikke, det er så alvorligt, som I gør det til. Jeg tænker, at de skal have fred og ro til at fortsætte deres snak. Jeg tror, de har styr på det, siger Mathilde Valbjørn, søster til Alternativets kandidat, Sofie Valbjørn.

- Jeg synes, det er lidt rodet, for vi troede jo, at det var afklaret, men det er det måske ikke alligevel. De er jo nødt til at være enige, for en borgmester skal vi jo have, siger Kurt Stabel, pensionist.