Efter fluebesøg er operationsstuerne igen åbne i Horsens

Tordenfluerne er bekæmpet, og operationsstuerne på Regionshospitalet i Horsens er atter klar til patienter.

Torsdag morgen klokken otte var operationsstuerne på Regionshospitalet i Horsens igen klar til at tage imod patienter.

Genåbningen af stuerne sker efter at hospitalet i går onsdag måtte aflyse 15 planlagte operationer, fordi der blev fundet tordenfluer i vindueskarmene på operationsstuerne.  

I dag kører operationsstuerne igen med fuldt program.

- Det er dejligt at have alt kapacitet til rådighed, så vi kan koncentrere os om at hjælpe patienterne i stedet for at jagte tordenfluer, siger Nils Falk Bjerregaard, der er lægefaglig direktør på Regionshospitalet i Horsens.  

quote

Vi har haft held med at holde fluerne ude, for vi fandt kun en enkelt død tordenflue i en vindueskarm.

Nils Falk Bjerregaard, lægefaglig direktør, Regionshospitalet i Horsens  

En enkelt død tordenflue

Tordenfluerne blev fundet i vindueskarmene på en række af hospitalets operationsstuer, og på grund af strenge krav til hygiejne og patientsikkerheden valgte hospitalet at aflyse de planlagte operationer. 

Skadedyrsbekæmpere konstaterede efterfølgende, at tordenfluerne var kommet ind gennem gummilisterne omkring vinduerne på operationsstuerne. 

Derfor blev der sprøjtet med insektgift, og som forebyggelse blev gummilisterne omkring vinduerne forstærket, så insekterne nu skal igennem to membraner for at komme ind.  

- Vi fulgte eksperternes råd, og her til morgen ser det ud til, at vi har haft held med at holde fluerne ude, for vi fandt kun en enkelt død tordenflue i en vindueskarm, fortæller  Nils Falk Bjerregaard.

Enormt utilfredsstillende 

Som følge af de aflyste operationer måtte en række patienter sendes hjem i går. Nils Falk Bjerregaard forsikrer, at hospitalet har taget tid til at snakke med alle patienter og enkeltvis aftale nye tider for deres operationer.

- Aflysningerne er enormt utilfredsstillende både for patienterne og for os. Derfor prøver vi at stille os til rådighed og være behjælpelig med at finde nye tider, der passer patienterne, siger Nils Falk Bjerregaard.  

Planlagte operationer kan eksempelvis gælde patienter, der skal have et nyt knæ eller have fjernet livmoderen.