Efter katastrofen i Seest: Alt bliver kontrolleret

Steder, der sælger fyrværkeri, skal leve op til stramme krav efter katastofen i Seest i 2004. Nu er kontrollerne i gang.

Mens der bliver langet raketter og batterier over disken ved SS Fyrværkeri i Padborg, kontrollerer Henning Jensen, der er Beredskabsinspektør fra Brand og Redning Sønderjylland, sikkerheden.

- Det er vigtigt at holde øje med, om de gør, som de har tilladelse til, siger han til TV SYD.

Efter fyrværkeriulykken i Seest i 2004, hvor et fyrværkerilager eksploderede, blev der strammet gevaldigt op på de danske regler, og det er brandmyndighederne, der står for at tjekke, om reglerne bliver overholdt.  

Brand og Redning Sønderjylland står for at kontrollere salgsstederne i Haderslev, Tønder og Aabenraa kommuner. Sidste år blev 56 salgssteder i de tre kommuner kontrolleret. Værst så det ud i Aabenraa - her blev der givet seks påbud og én politianmeldelse. 

Ved besøget bliver blandt andet skiltning, opbevaring og slukningsudstyr kontrolleret. Papkassernes flapper skal være lukkede, og så få kasser som muligt må være åbne.

- Hvis man håndterer det korrekt, er det ikke farligt. Hver gang der sker noget, er det typisk, fordi noget ikke er håndteret korrekt, siger Henning Jensen.

Ved ulykken i Seest begyndte det hele i en container. Derfor er containerne blevet udstyret med sprinklersystem og et gitter i åbningen, så fyrværkeriet ikke bliver slynget direkte ud, hvis der går ild i noget.

- Det skulle ikke gerne være sådan, at sikkerheden går på kompromis - går det galt, så går det rigtig galt. Det så vi jo i Seest. Så jeg synes, at det er godt, at de kommer og holder øje med os, siger Thomas Asmussen fra SS Fyrværkeri.