Efter mediestorm: VUC Syds direktør fratræder øjeblikkeligt

Direktør Hans Jørgen Hansen kalder selv baggrunden for fratrædelsen udramatisk. Den kommer efter mediestorm om luksusstudietur til USA.

Mandag kunne Radio24syv fortælle historien om, at VUC Syd i 2014 sendte bestyrelsen og de to sønderjyske borgmestre Hans Peter Geil (V) og Thomas Andresen (V) på en otte dage lang studietur til Californien i USA, der kun havde få dages fagligt program. Den samlede regning lød på 380.000 kroner – eller 25.000 kroner for hver af de 15 deltagere.

Onsdag kan JydskeVestkysten så fortælle, at Hans Jørgen Hansen, der er direktør for VUC Syd med hovedsæde i Haderslev, har bekendtgjort - i en meddelelse til medarbejderne - at han fratræder.

quote

Jeg fratræder efter eget ønske min stilling som direktør for VUC Syd. Det er for så vidt på en ganske udramatisk baggrund.

Hans Jørgen Hansen, direktør, VUC Syd

- Jeg fratræder efter eget ønske min stilling som direktør for VUC Syd. Det er for så vidt på en ganske udramatisk baggrund, skriver Hans Jørgen Hansen i meddelelsen.

Han begrunder fratrædelsen med alder og et langt arbejdsliv.

- Jeg er blevet 63, har været 37 år på arbejdsmarkedet, heraf 36 år inden for voksenuddannelse. Jeg har i 25 år siddet på ledende poster med et betydeligt arbejdspensum, så min arbejdsindsats målt i almindelige arbejdsmarkedsår har for længst rundet de 40.

I meddelelsen lægger Hans Jørgen Hansen, der p.t. er sygemeldt, heller ikke skjul på, at de seneste dages mediestorm har været mindre sjov.

VUC Syd i Haderslev er en selvejende, statslig institution, der tilbyder undervisning til voksne og unge.