Efter stor fejl: 634 syddanskere får tilbudt ny kræftscreening

Region Syddanmark tilbyder ny screening for tarmkræft til de flere hundrede mennesker, som muligvis har fået forkert svar på prøven.

Region Syddanmark er gået i gang med at kontakte alle dem, der kan være berørt af forbytning af navn og cpr-nummer på prøvesæt til screening for tarmkræft. Det drejer sig om mindst 634 mennesker i Region Syddanmark.

De fleste får et nyt brev i e-boks, hvor fejlen bliver forklaret. De mennesker, der allerede har sendt en prøve tilbage vil få et opkald, hvor de vil få mulighed for at tale med en læge.

Fejlen skete, fordi en pakkemaskine hos virksomheden Strålfors den 2. oktober var ude af drift. Derfor blev breve med prøvesæt til afføringsprøver pakket manuelt.

Det viste sig efter henvendelser fra 11 borgere, at flere havde fået et brev med deres eget navn på, men et prøvesæt med en anden persons navn og cpr-nummer.

Dermed kan nogle borgere have sendt en afføringsprøve i en andens navn og fået svar på en anden persons afføringsprøve.

Det vil sige, at personer uden risiko for tarmkræft kan blive indkaldt til en kikkertundersøgelse. Men det kan også betyde, at personer, som har en risiko, går rundt i den tro, at de ikke har noget at bekymre sig over.

- Vi beklager selvfølgelig meget, at vi skal bede de pågældende borgere om at udføre prøven igen, men vi tør ikke tage nogen chancer. Det er dybt alvorligt, hvis det viser sig, at et positivt svar, der kan betyde forstadier til kræft, havner hos det forkerte menneske. Derfor er vi nødt til for en sikkerheds skyld at gennemføre alle de screeninger, hvor der kan være den mindste tvivl, én gang til, siger Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark.