TV der bevæger dig

Efter tragisk dødsfald: Skuespillere skal lære vagtlæger at stille spørgsmål

Afdelingschef Frank Ingemann Jensen, praksisafdelingen i Region Syddanmark, mener, at vagtlægerne kan få meget stor gavn af skuespillernes erfaringer med at stille gode spørgsmål.

Skuespillere og kommunikationsfolk skal lære læger at spørge ordentligt ind til patienternes symptomer. Det sker efter en vagtlæge overhørte symptomer på en blodprop hos en 36-årig kvinde.

En ny aftale mellem Region Syddanmark og vagtlægecheferne betyder, at op mod 500 vagtlæger i regionen efter nytår skal på kursus i at stille de rigtige spørgsmål til patienterne, når de ringer til lægevagten. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Det er professionelle kommunikationsfolk og skuespillere, der skal undervise vagtlægerne på kurserne, som kan blive obligatoriske for alle vagtlæger. Målet er, at lægerne skal blive bedre til at reagere på alvorlige symptomer.

- Mange af dem, der ringer til vagtlægen, er heldigvis ikke alvorligt syge og kan nøjes med et godt råd, men engang imellem er der en, som har akut behov for behandling. Her kan den rigtige spørgeteknik spille en afgørende rolle, siger Frank Ingemann Jensen, chef for praksisafdelingen i Region Syddanmark, til avisen.

Initiativet kommer efter sagen om en odenseansk vagtlæge, der overhørte symptomer på en blodprop hos en 36-årig kvinde fra Fyn.

Hos vagtlægerne ser man frem til at komme på kursus.

- Vi har længe ønsket os denne her type kurser. Netop for at minimere antallet af situationer, hvor læger og patienter taler forbi hinanden, siger vagtlægechef Ole Holm Thomsen til Fyens Stiftstidende.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden