Efter tre døgns arbejde på heden kan brandfolk endelig tage hjem

Branden på Randbøl Hede er endelig slukket, og de godt 150 beredskabsfolk pakker deres grej og tager hjem.

Randbøl Hede ligner mandag morgen et tørkeramt land, efter der fredag middag udbrød brand i området. 

I tre døgn har branden raseret området, og omkring otte kvadratkilometer hedelandskab og skov er gået op i røg. 

På et tidspunkt var flere beboere også evakueret fra området, men de fik lov til at tage hjem igen søndag, da branden var under kontrol.

Mere end 150 brand- og beredskabsfolk har dag og nat kæmpet med at få bugt med ilden. En af udfordringerne har blandt andet været et knastørt og ret ufremkommeligt landskab samt en livlig østenvind. 

Efter tre døgns kamp mod ilden på heden kan beredskabet mandag pakke al grej sammen og tage hjem.
Efter tre døgns kamp mod ilden på heden kan beredskabet mandag pakke al grej sammen og tage hjem.
Foto: John Melin

- På grund af tørken og vinden er der hele tiden opstået en masse småbrande - eller brandreder, som vi kalder det - og det har været svært at komme til at slukke dem på grund af de meget store afstande, siger Erik Eg, der er beredskabsinspektør ved Trekant Brand. 

Al materiel har været sat ind i kampen mod ilden på Randbøl Hede.
Al materiel har været sat ind i kampen mod ilden på Randbøl Hede.
Foto: John Melin

Udover brandmænd fra Vejle, Billund, Vejen, Egtved, Fredericia og Give brandstationer har Forsvarets pansrede køretøjer, cashtendere fra Flyvevåbenet og Naturstyrelsens atv'er været sat ind i kampen mod ilden.

Desuden har brandfolk tilbagelagt masser af kilometer til bens med slanger og vandkander i hænderne. 

Mandag morgen er ilden endelig slukket, og brandfolkene kan tage hjem, når der i løbet af mandag eftermiddag er ryddet for kilometer af brandslanger og andet udstyr. Skov- og Naturstyrelsen overtager det videre arbejde.

- Sydøstjyllands Politi vil gerne benytte lejligheden til at sige en stor tak for den hjælp og assistance, vi har fået fra flere sider i forbindelse med den store indsats i Randbøl Hede, siger Michael Weiss, der er politiinspektør i Sydøstjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Der har på intet tidspunkt under den omfattende brand været fare for mennesker eller dyr.

Randbøl Hede er et af Danmarks største hedelandskaber og har været fredet siden 1932.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.