Efter ultimatum: Slagterne arbejder igen i Horsens

Stort set alle medarbejdere er mødt på arbejde på Danish Crowns slagteri i Horsens.

Fem medarbejdere er principielt fritstillet på Danish Crown i Horsens, fordi de ikke mødte på arbejde mandag kl. 14.45. Men skulle de kommende dage vise, at det skyldes sygdom eller en misforståelse, så vil de fortsat kunne arbejde for Danish Crown.

Stort set alle medarbejdere på aftenholdet er ellers mødt på arbejde mandag, klar til at genoptage arbejdet. Det sker efter en uge med overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på Danish Crowns slagteri i Horsens.

- Jeg er rigtig glad for, at vi er sluppet for at stille en større gruppe medarbejdere frit. Nu kan vi se fremad og koncentrere os om at indhente det tabte. Sideløbende igangsætter vi en møderække med de tillidsvalgte på slagteriet, så vi sikrer, at vi fremad har en konstruktiv dialog, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.

Ud af de i alt 230 medarbejdere på aftenholdet var der fem, som ikke mødte på arbejde mandag.