Efterforskning af politifolk droppes i sag om campingdrab

Politiklagemyndigheden mener ikke, at der er begået strafbare forhold, da polititjenestemænd undlod at sende en patrulje til Stjerne Camping i Vejers.

Onsdag den 24. maj dræbte en psykisk syg mand en 64-årig mand fra Fyn med kniv på Stjerne Camping i Vejers. Han forsøgte også at knivdræbe en 68-årig mand fra Rødekro-området.

Men allerede tirsdag aften kontaktede medejer af Stjerne Camping, Åse Christiansen, politiet to gange, fordi hun var bekymret over den psykisk syge mands opførsel. 

- Jeg var ikke på noget tidspunkt bange for den nu drabssigtede, han var ikke truende over for mig. Derfor bliver jeg enig med den politibetjent, jeg taler med, at jeg skal tjekke om der er ro ved hans campingvogn, og det var der. Så vi aftaler, at se tiden an til torsdag morgen, sagde Åse Christiansen til TV SYD dagen efter drabet.

Derfor modtog Politiklagemyndigheden den 27. maj en anmeldelse mod polititjenestemænd ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Den lød på tjenesteforsømmelse ved den 23. maj 2017 at have undladt at sende en patrulje til Stjerne Camping, Vejers Strand, hvor en psykisk syg mand senere dræbte en person med kniv og sårede en anden.

Men efter myndighedens opfattelse er der ikke rimelig formodning om, at polititjenestemænd i forbindelse med håndteringen af sagen har begået strafbart forhold, skriver Politiklagemyndigheden i en pressemeddelelse. Derfor har myndigheden besluttet ikke at indlede efterforskning i sagen.