TV der bevæger dig

Efterlønner giver 150.000 kr. til syge børn

Efterlønner Ole Møller fra Vejle har doneret i alt 150.000 kr. til børneafdelingen på Kolding Sygehus. Afdelingsygeplejerske Charlotte Eriksen modtog en check på 100.000 kr., mens formanden for Hospitalsklovne-Kolding, Geert Madsen, fik en check på 50.000 kr. Med til overrækkelsen var Ole Møllers niece, Rikke.

Den 64-årige efterlønner, Ole Møller fra Vejle, har ikke selv børn. Alligevel har han doneret 150.000 til børneafdelingen i Kolding og foreningen Hospitalsklovne-Kolding.

Bedst mulige forhold

Ole Møller var indlagt på Vejle Sygehus, da han besluttede at donere nogle af sine penge til syge børn. Og da der ingen børneafdeling er i Vejle, faldt hans valg naturligt på børneafdelingen i Kolding - og samtidig dukkede tanken om at give penge til driften af hospitalsklovnene op, fortæller Geert Madsen fra foreningen.

- De mange børn, der bliver indlagt på sygehuset, skal have de bedst mulige forhold, sagde Ole Møller, da han - sammen med sin niece Rikke - besøgte børneafdelingen for at overrække de to store checks.

- Jeg håber, at jeg med min donation kan være med til at sprede lidt glæde, og samtidig ser jeg også gerne, at andre kigger på bankbogen for at se, om de ikke kan undvære lidt til det gode formål.

Moderniseres

Afdelingssygeplejerske Charlotte Eriksen tog imod checken på de 100.000 kr. til børneafdelingen, mens formanden for foreningen Hospitalsklovne-Kolding, Geert Madsen, fik overrakt checken på de 50.000 kr.

- Vi vil nok bruge pengene til at ?modernisere? børnemodtagelsen og måske også købe et par nye barnevogne, sagde Charlotte Eriksen, mens Geert Madsen kunne fortælle, at de 50.000 kr. er med til at sikre, at der også fremover kan være fire hospitalsklovne på børneafdelingen.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden