Efterskoleelever dropper smartphones frivilligt: - Det er et behov, vi selv har skabt

40 elever på Frøstruphave Efterskole har af egen fri vilje sagt midlertidigt farvel til deres smartphones. De vil undersøge, hvad der sker, når telefonen ikke er til rådighed.

Der er pause på Frøstruphave Efterskole.

Lisa Jensens og Julie Hvas’ hænder dykker ned i lommerne på deres jeans, og op hiver de deres nye telefoner.

- Man kan ikke engang spille Snake, konstaterer Julie Hvas skuffet.

Det er en såkaldt ’dumbphone’, de to elever står og viser frem. Det vil sige en telefon, der ikke har forbindelse til internettet. De kan altså kun sende sms'er og ringe fra telefonen.

Frivilligt projekt

Det er selvfølgelig ikke den telefon, de to efterskoleelever normalt bruger.

Begge har smartphones, så de kan tjekke sociale medier, shoppe på nettet og være i kontakt med venner og familie døgnet rundt.

Se Julie Hvas og Lisa Jensen forklare, hvilke funktioner de især mangler fra deres smartphone, nu hvor de ikke engang kan spille Snake på deres nye telefoner.
Video: Stefan Jørgensen, TV SYD

Men de og 38 andre elever på efterskolen har af egen vilje sagt ja til at bytte deres telefoner ud. Det har de gjort som en del af eksperimentet ’I Leave It’, der direkte oversat betyder ’Jeg forlader det’.

Forsøget skal være med til at sætte fokus på, hvad der sker, når eleverne ikke har deres smartphones til rådighed.

- Da tilbuddet kom, tænkte jeg længe over, om jeg skulle gøre det. Og hvad jeg ville få ud af det. Og jeg tænkte  meget over, at jeg tit tager min telefon op bare for at kigge på den. Ikke fordi der er noget, jeg skal, lyder det fra Julie Hvas.

- Det er et behov, jeg selv har skabt.

På afvænning

Første step var at aflevere smartphonen.

De mange telefoner tog administrationen på skolen gladeligt imod. For det er ikke første gang, efterskolen eksperimenterer med smartphones og digital dannelse.

Tidligere har man blandt andet lavet forsøg med smartphonefri aftener.

- Målet er at nudge dem og skubbe lidt til dem og sige: 'Hvad er det egentlig, det gør ved mig?' Jeg håber, de får en bevidsthed om, hvor meget de bruger deres smartphone, siger Inge Vigsø Østerby, der er pædagogisk afdelingsleder på efterskolen.

Ikke nødvendig

Nu er der så en lang liste med funktioner, som de to efterskolepiger må undvære.

- Tage billeder, høre musik, spille, internet, sociale medier. Den kan ingenting, fortæller Lisa Jensen.

Men på trods af udfordringerne har de smartphonefri dage alligevel givet stof til eftertanke for eleverne.

- Jeg er blevet meget mere bevidst om, hvad jeg bruger min smartphone til. Jeg tror, man bruger sin smartphone til mange ting, der ikke er nødvendige, siger Lisa Jensen.

Projektet varer i alt i 17 dage.