Efterskoleelever fik en opsang

Eleverne på Kragelund Efterskole ved Løsning fik en opsang fra Folketingets yngste medlem, Jeppe Mikkelsen (R), på Grundlovsdag.

- I skal engagere jer. Demokratiet bliver aldrig færdigt. Det skal hele tiden udvikles. Hvis I ikke engagerer jer, taber demokratiet i værdi, fastslog Jeppe Mikkelsen, 21 år.

Han understregede, at man kan engagere sig i samfundet på mange måder. Det kan være en indsats i den lokale idrætsforening eller i et politisk parti.

Skolens elever er mellem 15 og 16 år. Jeppe Mikkelsen var kun 18 år, da han blev folketingskandidat.