Efterskoleelever lærer asylbørn om dansk kultur

Et nyt projekt mellem efterskoler og AsylSyd skal lærer børn i alderen 13-17 om dansk kultur. Ahmad Jreada, der er asylansøger er glad for projektet.

54 børn, der til daglig bor på AsylSyd, besøger i løbet af efteråret en række efterskoler i Syd- og Sønderjylland. Det gør de, fordi børnene skal lære af den danske ungdomskultur som findes på efterskolerne.

- Jeg synes, det er dejligt, siger Ahmad Jreada, der er 17 år og til daglig bor på AsylSyd, til TV SYD. Han er søndag på besøg på Sundeved Efterskole. Her bliver de vist rundt og taget med i dagligdagen af skolens elever.

- Vi viser dem, hvordan vores efterskole er, sådan så de også kan få en snert af dansk kultur, siger Stine Laue Gustavsen, der er elev på skolen.

quote

Det hjælper mig i min nye skole, fordi jeg kan blive som en dansker

Ahmad Jreada

Ahmad har boet i Danmark i et år, og den seneste måned har han været med rundt på flere efterskoler for at give ham et indblik i dansk kultur. Projektet er et fællesprojekt mellem AsylSyd og seks efterskoler, og idémanden bag er Kim Pedersen fra AsylSyd.

Win-win

- Det er jo en win-win situation. Det er godt for asylansøgerne, men det er også godt for samfundet, fordi de her børn så vil have nemmere ved at blive en del af det samfund, de er i, siger Kim Pedersen, ungekoordinator, AsylSyd.

For Ahmad er det stor hjælp til at lære den danske kultur. En kultur, der er præget af mangfoldighed og tolerance.

- Det hjælper mig i min nye skole, fordi jeg kan blive som en dansker. Jeg kan blive til noget og fortsætte min uddannelse her, siger han.