Efterskoler giver op

Lærerkonflikten lukker nu de første efterskoler. Eleverne på Øse Efterskole i Varde sendte eleverne hjem fredag, og søndag er det foreløbig sidste dag for eleverne på Elbæk Efterskole ved Horsens.

Efterskoleforeningen oplyser, at 24 af landets 205 efterskoler nu har sendt eleverne hjem.

Lærerne på efterskolerne er organiseret i Frie Skolers Lærerforening. De er også lockoutet af Finansministeriet som led i konflikten mellem Kommunernes Landsforenings og folkeskolelærerne.

Efterskolerne har forsøgt at holde skolerne i gang med ledere og teknisk-administrativt personale, men nu slår kræfterne ikke længere til på mange skoler.

- Det ville være uforsvarligt at fortsætte. Med kun én lærer tilbage på skolen, ville det blive ren opbevaring af eleverne, siger forstander Jens Rode Pedersen, Øse Efterskole.

Håber på afslutning af konflikten

Han håber på et hurtigt politisk indgreb i konflikten, eller at parterne kommer til besindelse i løbet af få dage.

- Vi har bedt eleverne møde igen på skolen i den følgende uge, uge 16. Hvis konflikten ikke er slut til den tid, så vil vi lave masseundervisning. Det vil sige, at vi underviser alle de 84 elever samtidigt. Når man kan gøre det i Kina, kan man vel også gøre det i Øse, siger forstanderen ironisk.

Eleverne skal til afgangsprøve i maj.

Efterskolerne bevarer deres statstilskud under konflikten, men når de sender eleverne hjem, mister de forældrebetalingen.

Efterskoleforeningen har beregnet, at skolerne netto mister 50.000 kroner om ugen i gennemsnit.

I forvejen har nogle efterskoler en vaklende økonomi.