Eftersøgning på Fanø fortsætter

Politiet fortsætter fredag eftersøgningen efter Kirsten Friis Lund på Fanø. Hun har været efterlyst siden onsdag morgen.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at dykkere afsøger lystbådehavnen og havnefronten hen mod Fanøfærgeriet.

Ved lavvande omkring middag bliver kysten, strande og strandenge overfløjet af en helikopter. Samtidig er et stort antal hundepatruljer i aktion.

Cirka 25 hjemmeværnsfolk samt folk fra Beredskabsstyrelsen og Fanøs lokale redningsberedskab undersøger sommerhusområder, campingpladser og bunkers.

2.500 borgere, der er tilknyttet Fanø Kommunens særlige SMS-tjeneste, er også inddraget i eftersøgningen. De er blevet bedt om at gennemgå deres haver, udhuse, garager og carporte.

Et vidne mener at have set Kirsten Friis Lund ved Kirkevejens udmunding i Postvejen.

Kirsten Friis Lund fra Ribe forsvandt efter en privat fest på øen. Hun skulle overnatten på en båd i havnen sammen med en bekendt, men hun dukkede aldrig op i båden.