Eftersøgningen: Drivende båd fundet

En båd er fundet drivende i vandet syd for øen Endelave. Politiet undersøger nu, om det er den båd, som to unge mænd sejlede ud i mandag aften.

Under eftersøgningen efter to 18-årige, der er meldt savnet, blev der tirsdag eftermiddag fundet en tom båd i farvandet syd for Endelave.

Det undersøges nu, om det er den gummibåd, som de unge mænd sejlede ud i, oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Båden blev omkring klokken 17 fundet drivende i vandet syd for Endelave, og den er nu ved at blive undersøgt, siger vagtchef Svend Pedersen, Sydøstjyllands Politi.

De to unge sejlede mandag aften ud fra Juelsminde, hvor deres bil holder. De skulle mødes med en jævnaldrende mand, men de dukkede aldrig op.

Sydøstjyllands Politi og Søværnets Operative Kommando satte omkring klokken to natten til tirsdag en større eftersøgning i gang i det sydlige Kattegat.

Eftersøgningen er fortsat hele tirsdagen med deltagelse af redningshelikoptere og adskillige fartøjer.

Blandt deltagerne i eftersøgningen har været et Challenger-overvågningsfly, en F-16 jager og Kongeskibet Dannebrog.

Der har været stor bølgegang i området, og vandtemperaturen er stadig kun fem-seks grader.