Drab i Esbjerg: Eftersøgt har meldt sig selv til politiet

Den mand, som politiet fredag efterlyste i forbindelse med en drabssag fra Esbjerg, har lørdag meldt sig til politiet.

Der er sket en ny udvikling i sagen om drabet på en 76-årige mand fra Esbjerg.

Politiet oplyser lørdag eftermiddag, at den mand, som fredag blev efterlyst i sagen, har meldt sig selv og er blevet afhørt. Om han har noget med drabet at gøre, oplyser politiet imidlertid ikke noget om.

I pressemeddelelsen hedder det blot: "...hans forklaring indgår ligesom andre vidners forklaring i sagen. Efterforskningen fortsætter med både afhøringer og tekniske undersøgelser."

Derudover har politiet ikke yderligere informationer i øjeblikket.