Egtvedpigens hår skal undersøges

En hårtot fra Egtved skal fortælle os mere om vores fortid.

Et halvt gram hår fra Egtvedpigen kan være med til at kortlægge oldtiden.

- Vi håber at finde ud af, hvor Egtvedpigen er kommet fra, og hvornår hun er indvandret. Vi vil afdække, hvor meget hun genetisk ligner os danskere i dag. Og hvis vi er heldige, kan vi sige noget om hendes udseende og egenskaber: Om hendes øjne var blå, om hun kunne nedbryde mælkesukker, om hun var naturligt blond, siger postdoc Morten Allentoft fra Grundforskningscenter for GeoGenetik ved Københavns Universitet til Berlinske Tidende.

Allentoft ved endnu ikke endnu, om der kan udvindes DNA fra hårtotten - DNA som kan fortælle historien.

- Egtvedpigen er en meget kostbar prøve, så lige nu eksperimenterer jeg med andre gamle hårprøver og såmænd også på mit eget hår, siger Morten Allentoft til avisen.

- Alt er ikke tabt, selv om hendes DNA er dårligt bevaret. Hun er en vigtig brik i puslespillet og har stor symbolværdi, siger Morten Allentoft.

Nationalmuseet har lavet en lille video om Egtvedpigen. Se den her.