TV der bevæger dig

Egyptisk far: Ni års fængsel og udvisning

00:34

1 af 2

Det koster en 60-årig mand fra Sønderborg ni års fængsel, at han i årevis misbrugte sine døtre seksuelt. Samtidig skal manden, der kommer fra Egypten, udvises fra Danmark for bestandigt, så snart han har udstået sin fængselsstraf.

Faderen var selv til stede i retten tirsdag, da straffen over ham blev afgjort, og han ankede på stedet dommen til frifindelse.

Systematisk misbrug

Han har under hele sagen afvist alle beskyldninger som en sammensværgelse mod ham. Han blev også dømt til at betale hver af de tre døtre 100.000  kroner i erstatning.

Faderen er dømt for et systematisk og omfattende misbrug af tre af sine døtre.

Misbruget begyndte i 2002, da den ene af pigerne var 11 år gammel.

Truede sig til samleje

Faderen truede sig til samleje og anden kønslig omgang med hende jævnligt, og da hun i over et år blev taget ud af skolen - angiveligt fordi faderen ville undervise hende hjemme - forgreb faderen sig på hende stort set hver dag.

Senere da pigens lillesøster blev 11 år, begyndte han også at misbruge hende, og i 2006 kastede han sig også over endnu en lillesøster, der dengang var otte år.

En af de værste sager

Anklageren i sagen, Mikkel Cramer, har tidligere beskrevet sagen som "en sag, der vil gå over i retshistorien som en af de værste sager i meget lang tid", dels fordi overgrebene stod på over langt tid, ofte og mod flere børn og dels fordi faderen måtte bruge både vold og trusler for at gennemføre sexovergrebene på de små piger.

Hustyran

Retssagen har afdækket et besynderligt familieforhold, hvor manden som en hustyran levede med både en dansk og en tysk kone og deres 11 børn på en ejendom lidt uden for Sønderborg.

Kritik af Sønderborg Kommune

Sagen har blandt andet vakt opsigt, fordi Sønderborg Kommune er blevet kritiseret for ikke at have grebet ind trods underretninger om familien år før sagen i 2009 blev opdaget og faderen anholdt.

Socialministeren har bedt Ankestyrelsen undersøge kommunens rolle i sagen, men kommunen har allerede erkendt, at man burde have været mere vedholdende og forsøgt at komme grundigere til bunds i familiens problemer.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden