Einstein og Georg Gearløs dyster i Fredericia

Klassens kloge hoveder quizzer på livet løs i Fredericia i dag, for jagten på Danmarks klogeste klasse er i gang

Hjernerne arbejder på højtryk hos de ni 6.klasser, der dyster om at vinde den lokale runde i jagten på Danmarks klogeste klasse. 

- Børnene går virkelig op i det. De har øvet sig i lang tid op til konkurrencen, og de forsøger konstant at suge al den viden til sig, som de kan, siger Anni Jensen, bibliotekar på Fredericia Bibliotek.

Eleverne skal quizze i 22 forskellige kategorier, og der er alt fra politik til sundhed og sport.

- De elever, der vælger at deltage for deres klasse, har alle en speciel viden. Det er nødvendigt for, at de kan nå længst muligt i quizzen, siger hun.

Dagens konkurrence er lokal. Vinderen her går videre til den regionale konkurrence i januar, og vinderen herfra går videre til den landsdækkende konkurrence, hvor Danmarks klogeste klasse bliver fundet.

- Sidste år nåede vi langt i konkurrencen med Ullerup Bæk Skolen. Klassen deltog i den landsdækkende finale og endte på en fjerdeplads. Så vores forventninger til i år er høje, og vi kan også mærke på børnene, at de vil give den en ekstra skalle, siger Anni Jensen.