Ejendomsmægler: Husene vil sælge hurtigere

Liggetiden for en bolig i Syd- og Sønderjylland er omkring et år. Mæglerne regner med, at liggetiden vil falde betragteligt over det næste år.

Stig Aaes Jensen, formand ejendomsmæglerne i Syd- og Sønderjylland, er ejendomsmægler i Vojens og optimistisk på boligmarkedets vegne.

- Mæglerne i det syd- og sønderjyske har i 2015 haft det noget bedre end i 2014. Det er stille og roligt gået nedad med liggetiderne, og det er et tegn på, at der er kommet flere nye købere på markedet, siger han til TV SYD.

Efter hans vurdering er der mange unge førstegangskøbere på markedet nu.

- Mange af dem fik i slutningen af 2008 og begyndelsen af 2009 besked på af banken, at de skulle gå hjem og spare op. De unge mennesker, der fik den besked, er på markedet nu. Og rigtigt mange af køberne i dag er netop unge mennesker, der har sparet op til deres første bolig, siger Stig Aast Jensen til TV SYD.

Prisfald på boliger og en større tro på fremtiden har også indflydelse på, hvor længe husene er på markedet, før de sælges.

- Jeg tror, at liggetiden kan komme ned fra cirka et til fire til otte måneder, skønner han.

VIDEO: Her forklarer ejendomsmægler Stig Aaes Jensen om boligmarkedet i Syd- og Sønderjylland. (Varighed: 0:57 min.)