Ejvind giver op og skal betale 1,5 millioner kroner tilbage til Region Syddanmark

Ejvind Andersen fik i 2015 tilkendt 1,5 millioner kroner i erstatning fra Patienterstatningen efter flere fejlslagne operationer i knæet. Regionen ankede denne afgørelse, og nu skal pengene betales tilbage.

I 2014 fik Ejvind Andersen et nyt knæ. I det efterfølgende år var han igennem flere operationer. Operationer, der kun gjorde ondt værre, så derfor tildelte patienterstatningen i 2015 Ejvind Andersen lige knap halvanden million kroner i erstatning. Penge, som blev brugt til at lette hverdagen med et liv på krykker. Blandt andet blev pengene brugt på et nyt badeværelse og en ny bil, der skulle sikre, at han kunne komme nemt rundt.

quote

Jeg synes, det er grådigt og uforskammet.

Ejvind Lund Andersen, skolesekretær, Rødding

Men Region Syddanmark ankede sagen og fik medhold. Erstatningen skulle betales tilbage. Vurderingen var, at Ejvind Andersens fysiske tilstand betød, at han på forhånd var i farezonen for komplikationer efter en operation. 

- Jeg synes ikke, de kan være det bekendt. Jeg har fået tilkendt erstatningen, og så tager de den bare igen. Jeg synes, det er grådigt og uforskammet, siger Ejvind Andersen.

Kampen med regionen har varet i fire år, og nu har Ejvind Andersen givet op. I dag, onsdag den 6. marts, er skæringsdatoen for at bringe sagen videre til højesteret, men han kan ikke få fri proces og skal derfor op med cirka 300.000 af egen lomme til sagsomkostninger.

- Det har jeg ikke råd til og er nu fyldt op af håbløshed, siger han.

Så kampen mod Region Syddanmark er opgivet, og pengene skal betales tilbage. Penge, Ejvind Andersen ikke har.

- Så jeg håber hun (Regionsrådsformand, Stephanie Lose, red.) er voksen nok til selv at komme og hente nøglen til huset. Det synes jeg, hun skal.

En lov fra 2018 siger ellers, at patienter ikke længere skal betale en erstatning tilbage. Men den nye lov gælder ikke for Ejvind Andersen, for hans sag er fra før loven blev ændret.