Eks-borgmester: Det var bestikkelse

Hedensted Kommunes kommunaldirektør, Jesper Thyrring Møller, modtog bestikkelse, da han tog mod mkoncertbilletter og hotelovernatning fra firmaet KMD (tidl. Kommunedata).

Det mener Uffe Thorndahl (K), tidligere borgmester i Hørsholm, som opfordrer Statsforvaltningen Midtjylland til at se nærmere på flere sager.

Eks-borgmesteren er ikke i tvivl om, at der er sket en overtrædelse af straffeloven.

- Der er sket en overtrædelse af straffelovens paragraf 144, den såkaldte bestikkelsesparagraf, i sagerne - herunder den fra Hedensted, siger han til Vejle Amts Folkeblad.

Borgmester fik landskamp-billetter

I et brev opfordrer han Statsforvaltningen Midtjylland til at se nærmere på de mange gaver, som top-embedsmænd og politikere har fået fra firmer som KMD og SAP. Begge firmaer har bagefter fået millionkontrakter med kommunerne. I Hedensted fik KMD en it-kontrakt på 2,5 mio. kr., som ikke blev sendt i udbud.

Også Hedensteds tidligere borgmester, Jørn Juhl Nielsen (S), anklages for at have modtaget bestikkelse fra KMD. Han fik foræret billetter til en landskamp i Parken.

Svækker tillid til system

Uffe Thorndahl mener, at sagerne - som senest har været omtalt i Politiken - er ødelæggende for tilliden til systemet.

- Sagerne rejser berettiget tvivl om, hvis interesse man varetager, når man giver ordrer til firmaer, som har givet gaver til de, som beslutter, hvem der skal have ordren. Hvis statsforvaltningen ikke vil tage de her sager op, så mener jeg ikke, at den lever op til det ansvar, den har som tilsynsmyndighed, siger Uffe Thorndahl.