Eksklusion kan drive talenter væk fra sejlklub

Efter flere episoder med dårlig opførsel valgte Gråsten Sejlklub i 2013 at ekskludere et medlem. Men den beslutning kan nu få alvorlige konsekvenser.

Dansk Seljunion har nemlig vurderet, at eksklusionen ikke er godt nok begrundet, og derfor er Gråsten Sejlklub nu blevet smidt ud af unionen.

Og det kan få alvorlige konsekvenser for den sønderjyske sejlklub. Når de ikke er med i Dansk Sejlunion længere, så kan klubbens medlemmer i junior- og ungdomsrækkerne nemlig ikke deltage i konkurrencer, ligesom talentordningerne frafalder.

En af dem, det kommer til at gå ud over, er Julie Havn på 17 år. Hun er et af dansk sejlsports store talenter, og har allerede indkasseret DM-guld og bronze i både EM og VM.

- Konsekvensen kan for mit vedkommende blive, at jeg bliver nødt til at flytte til en anden klub, for at dyrke min sport, fortæller Julie Havn til TV SYD.

 

I klubben frygter formand Lars Chresten Møller, at det vil give store problemer med at holde på unge talenter og trække nye til.

 

- Det er så ufatteligt, at vi - på grund af et medlem, der ikke kunne opføre sig ordentligt - nu ikke kan føre det talentarbejde videre, vi har haft under Dansk Sejlunion, siger han til TV SYD.

 

Gråsten Sejlklub har omkring 250 medlemmer, 50 af dem er ungdoms- og juniorsejlere.