Eksotisk dans på festival

Danmarks største festival for mavedansere blev søndag afholdt i Kolding, og det gav anledning til at lufte både farverige kostumer og vrikkende hofter.

For to af de optrædende var det en ganske særlig oplevelse at stå på scenen i dag: mor og datter havde nemlig deres mavedansende debut.

- Selvfølgelig er der lidt sommerfugle i maven, før man går ind og viser sin mave og sin dans frem for så mange, der kigger på.

- Vi har øvet og øvet og øvet hver eneste aften i denne uge for, at det sidder, som det skal, fortæller mor og datter - Vivi og Marianne Lund fra Christiansfeld.

Motion og kvindelighed

Instruktør Aziza Holt fremhøver mavedans som en god motionsform:

- Man får rørt sig samtidig med, at man dyrker sin kvindelighed - og så må det hele godt se flot ud, smiler Aziza Holt.

I alt 275 mavedansere fra både Danmark og udlandet deltog i den 18. Oriental Dance Festival, der blev afholdt på Kolding Teater.