Ekspert: Center er en kæmpe gevinst – kun få butikker lukker

Nogle få butikker kommer til at dreje nøglen. Men Esbjergs nye storcenter Broen er et stort plus for byen og kommunen, fortæller direktøren for Institut for Centerplanlægning.

Køen var alenlang foran Broen Shopping, inden Esbjergs borgmester Johnny Søtrup klippede snoren til det nye storcenter for enden af gågaden.

Åbningen af Broen kan vende en negativ udvikling i byen.

- Bymidten har i mange år lidt af væksten i aflastningsområdet udenfor bymidten. De har tabt omsætning. Det her kan vende udviklingen, siger adm. direktør for Institut for Centerplanlægning, Per Nyborg, til TV SYD.

Ifølge direktøren vil der ske en del omstruktureringer, hvor butikker, der før har ligget andre steder, flytter ind i centret. De tager deres egen omsætning med. Men enkelte butikker vil blive ramt negativt.

quote

Broen er en kæmpe gevinst for Esbjerg. Det er et stort plus for byen og kommunen. Netto vil det give flere butikker, end man før har haft.

Per Nyborg, adm. direktør, Institut for Centerplanlægning, København

- Det kan ikke undgås at nogle butikker, primært dem der har det ringest i dag, bliver mærket, hvis de mister yderligere omsætning. Der kan være nogle få butikker, der kommer til at dreje nøglen.

Men samlet set er der god grund til at flage i Esbjerg.

- Broen er en kæmpe gevinst for Esbjerg. Det er et stort plus for byen og kommunen. Netto vil det give flere butikker, end man før har haft, forklarer Per Nyborg. 

Det nye shoppingcenter vil påvirke både i og uden for byen og kommunen.

- Nogle af dem i nabobyerne vil måske flytte noget omsætning fra de lokale butikker. Men det kan også erstatte nogle besøg i Kolding eller Vejle, som man før har kørt meget til, når man boede lidt uden for byen.

Det 30.000 kvadratmeter nye, store shoppingmekka rummer 60 butikker. 90 procent af alle lokaler er udlejet.